Anmeldelse af Restaurant Lajmi

restaurant anmeldelse
Lørdag aften, det skal fejres! Derfor bestilte vi et bord på Restaurant Lajmi i Jægergårdsgade. 

Jeg Googlede lidt efter en billig restaurant i Århus og blev lidt overrasket over at Lajmi kom frem i søgningen. Jeg bor i midtbyen og er altid bare gået forbi stedet, da det ser lidt "dyrt" ud. Men er prisen rigtig fornuftigt! Vi valgte to retter til 199 kr., dog skulle vi give 20 kr. ekstra for oksemørbrad. 

Vi kom i god tid og fik en fin vinduesplads. Der er en fin atmosfære på Restaurant Lajmi, men der mangle lige det aller sidste. Imens jeg sad og ventede på maden, spottede jeg et par mangler, som f.eks.
kunne vinduet godt trænge til at blive pudset og træklodserne bag vægdekorationerne manglede en klat maling. Flueknepperi, I know.

Og nu til det vigtigste, nemlig maden. Med det samme vi havde sat os, fik vi en kurv med brød, 4 slags hjemmelavet dip, bl.a. en god aioli og en karaffel med isvand. En god start.

Efter en halv times tid kom hovedretten, som var oksemørbrad med sauteret grøntsager, små kartofler og skovsvampe sauce. Kødet var flot stegt og heldigvis var grøntsagerne ret salte, da der hverken var salt eller peber på bordet. 
Kartoflerne havde en underlig konsistens, måske var de fra vakuum eller glas? "Heldigvis" var der kun 3 af dem på tallerkenen. Saucen var lige i skabet og i mangel på kartofler, dyppede jeg da også det sidste af brødet i den. Mums.

Da kæresten ikke drikker vin, var jeg glad for at 3 af vinene kunne købes glasvis. Dog var vinkortet lidt beskedent. Jeg valgte et glas Argentinsk Malbec "La flor Malbec" til 65 kr. 

Vi ventede lidt længere på desserten end jeg havde håbet på, til gengæld var Gateau Marcel'en alt ventetiden værd. Og måske er jeg bare lidt utålmodig. 

Trods lidt skuffelser var det et par fine retter, især prisen taget i betragtning. Det der trækker mest ned er, at vi på intet tidspunkt blev spurgt om hvordan maden var og om alt smagte. Selv hvis der var travlt (og det var der ikke) må man forvente, at personalet spørger ind til maden og viser lidt interesse for gæsten. 

Det var dog stadig en god oplevelse og måske var vi bare lidt uheldige denne aften. Til 548 kr. for mad og drikker til to personer, fortjener stedet i hvert fald et besøg en anden gang.

★★★☆☆