Bagte mandler med røget paprika

Bagte mandler er gode som snacks, i salaten, som "sundt" slik eller bare som lidt at tygge på imens gæsterne venter på maden.

Køb nogle gode mandler! Brug lige 10 kr. mere på nogle mandler der ser store og fede ud. Det kan smages på det færdige resultat.  

Kog 500 gram mandler sammen med 5-7 spsk.
fint salt (smagssag) og 3-5 spsk. røget paprika, (fåes bl.a. i Tiger) i ca. 20 min. ved svag varme.

Hæld vandet fra, fordel på en bradepande i ét lag og bag dem ved 180 grader varmluft i ca. 15-30 min. Mandlerne begynder at flække og "klikke/poppe" når de har fået nok.

Hvis man har tid og lyst, foretrækker jeg at smutte mandlerne, det bliver de bestemt ikke dårligere af. Det kan ofte også redde mandlerne hvis de er blevet lidt for salte.

Velbekomme.