Langtidsstegt nakkefilet i ovn

langtidsstegt nakkefilet
Her er en god opskrift på en marineret langtidsstegt nakkefilet stegt i ovn, med ovnstegte kartofler og verdens bedste sauce eller sovs.

Fordelen ved langtidsstegning er, at kødets bindevæv langsomt nedbrydes, samt at kødsaften ikke fordamper i ovnen. Dette sikre at kødet bliver mørt.

Man kan sagtens bruge andre udskæringer, som nakkekam, svinekam, bov mv., men sørg for at stegen har fedtmarmorering, så kødet ikke bliver i tørt.

Ovenstående udskæringer bruges også til min opskrift på den perfekte flæskesteg.

Til 6-8 personer. Tilberedningstid 6-7 timer i ovn.

Ca. 2 kg. nakkefilet, nakkesteg, nakkekam, bov, eller lignende udskæring.
1 stk. fennikel.
4 laurbærblade.
2 fed hvidløg.
1 tsk. kardemomme.
4 stjerneanis.
1 spiseske fennikelfrø.
En bakke snittet champignon.
1 ltr. vand eller bouillon.
Salt og peber.

3 kg. små kartofler, koges al dente og ristes i ovn.

Salat:
En bakke økologisk rucola.
4 hårde pærer evt. Clara Friis eller Conference pærer.
1 stort granatæble - et rødligt skind viser om granatæblet er modent.

Rub:
2 spsk. fennikelfrø.
1 spsk. Rosmarin.
2 svinebouillon terninger.
Salt og peber.
Blandes i morter.

Marinade:
Ketchup
Brun farin, mørk sirup eller honning
Chilipulver
(Alt efter behag)

Rids stegen og gnid den med rub'en. Derefter smøres stegen ind marinaden bestående ketchup, et par håndfulde brun farin og chilipulver efter behag.

I en bradepande laves en bund af fennikel, champignon, stjerneanis, laurbærblade, fennikelfrø, hvidløg, kardemomme, salt og peber. Kom stegen oven på grøntsagerne og tilsæt vand / bouillon indtil at det næsten rammer kødet.

Brun stegen i en varm ovn på 220 grader varmluft, i ca. et kvarters tid på hver side og tag derefter stegen ud. Stil ovnen på 100-110 grader, åben lågen og lad ovnen køle af.

Sæt stegen ind igen og lad den stege i ca. 6 timer på 100 grader varmluft, indtil den når en kernetemperatur på 80 grader. Vend stegen undervejs.

Imens du venter på stegen, kan du passende koge kartoflerne i ca. 15 min. indtil de er "al dente". Jeg kogte dem sammen med en bouillonterning og en håndfuld "Herbes de Provence" krydderi.

Når stegen er færdig, skal den trække i ca. 20 min. og imens kan du lave sauce og kartoflerne.

Tag de bagte grøntsager og væsken op af bradepanden (det skal bruges til saucen) og kom de kogte kartofler i. Stil ovnen på 220 grader varmluft, vend kartoflerne i lidt olie og bag dem i 20 min.

Kom en sigte i en kasserolle, hæld de bagte grøntsager og væsken i og "mos" det let igennem sigten med en ske. Tilsæt en tilsvarende mængde vand, en halv ltr. piskefløde eller madlavningsfløde og evt. lidt sovsejævner. Smag til med salt og peber.

Som salat serverede jeg en salat af fennikel og pærer skåret i helt tynde skiver, en håndfuld rucola, samt kernerne fra ét granatæble. Et godt råd til granatæbler er, at flække det under vand i en stor skål. Kernerne vil synke til bunds og "skidtet" flyder oven på.

Hvad angår vin til svinekød vil jeg anbefale en ældre Pinot Gris, det er også nemt at huske :) eller den østrigske Grüner Veltliner, da begge fint matcher tonerne af lakrids fra fenniklen. En god Chardonnay kan også bruges, og er du mere til rødvin, er en Chianti Classico et godt valg.

Dette er i øvrigt også en god opskrift til pulled pork. Træk kødet fra hinanden med 2 gafler og hæld væsken over.

Velbekomme.

Leder du efter en god opskrift på flæskesteg med sprød svær? så klik her.